Fakta om Brødremenigheden i Christiansfeld:
Brødremenigheden i Christiansfeld er en evangelisk-luthersk frimenighed, grundlagt i 1773. Også kaldet Herrnhuterne.
Den verdensomspændende Brødrekirke findes på 4 kontinenter, består af ca. 30 Unitets-provinser, og har i alt ca. 1 million medlemmer på verdensplan.
Den oprindelige Brødremenighed (Unitas Fratrum) var en præ-reformatorisk kirke i Bøhmen og Mæhren, grundlagt i 1457. Den var en af de første protestantiske kirker.
Den fornyede Brødrekirke blev officielt indstiftet den 13. august, 1727 i Herrnhut, i Sachsen i Tyskland.
Brødremenigheden kom som bevægelse til Danmark første gang ved Grev Zinzendorfs besøg i København i 1731. De første missionærer Brødremenigheden sendte ud rejste til Dansk Vestindien i 1732. I 1733 rejste missionærer til Grønland. Siden har Brødrekirken bredt sig i Europa, Nordamerika, Caribien, Central- og Sydamerika og Afrika og lidt på det indiske subkontinent. Herrnhuterne etablerede det Københavnske Brødresocietet i 1739 og udsendte i de følgende årtier talrige lægfolk (emisærer), som holdt ”gudelige forsamlinger” især i Jylland og på Fyn. Herrnhuterne var en af de tidlige og væsentlige vækkelsesbevægelser, der prægede det danske kirkeliv i det 18. og dele af det 19. århundrede.
Brødremenigheden grundlagde og byggede byen Christiansfeld efter den klassiske brødremenighedsbys byplan. Det skete efter invitation fra kong Christian den 7 og med inspiration fra Struense.
Brødrekirken er en økumenisk kirke, accepterende alle kristne trossamfunds legitimitet og værdi.
Vigtige kendetegn for Brødrekirken nationalt og internationalt: Kristus-centreret kristendom, fællesskab, kulturel kontekstualisering og åbenhed, økumeni, mission, pædagogik, bygning af kolonier (Brødremenighedsbyer), dogmatisk pragmatisme, godt håndværk, musik, udviklingsarbejde, arkitektur, liturgi, socialt engagement.
Brødremenigheden støttes som sådan ikke af staten. Den historiske by omfatter knap 50 huse af varierende størrelse, design og betydning.Christiansfeld: Grundlagt i 1773 af Brødremenigheden. Der var en stærk byggeaktivitet i det første årti, hvor skattefrihed og tilskud fra staten accelererede byggeprocessen.
Brødremenigheden ejer ca. 35 af disse huse, herunder Salshuset (kirken), korhusene (herunder Søstrehuset) og adskillige andre.
Brødremenighedens ejendomme bruges dels til menighedens institutioner og aktiviteter, dels til udlejning på markedsvilkår til bolig og erhverv. Mange af husene er fredede.
Christiansfeld blev optaget på UNESCO’s danske tentativliste i 1993 og den den 4. juli, 2015 – 22 år senere blev Christiansfeld optaget på UNESCO’s verdenskulturarvsliste.