Brødremenighedens oprindelse

Christiansfeld har bestået siden 1773, hvor byen blev grundlagt som en brødremenighed. Brødremenigheden rækker i sin oprindelse tilbage til 1415, da evangeliske mennesker i Böhmen og Mähren ( det nuværende Tjekkiet ) efter Johan Hus’ martyrdød på bålet i Konstanz fandt sammen.

I 1457 samledes de i byen Kunwald i Böhmen til den såkaldte Brødremenighed “Unitas Fratrum”, hvis voksne medlemmer kaldte sig brødre og søstre. Denne Brødremenighed talte i det 16. Århundrede ca. 200.000 medlemmer, men gik næsten til grunde, da den blev indviklet i religionskrigene, som rasede fra 1618 til 1648.

Brødremenigheden levede dog videre, idet spredte rester udvandrede til bl.a. Sachsen, hvor de i 1722 anlagde brødrekolonien Herrnhut på greve Nicolaus Ludwig Zinzendorfs jorder. Herrnhut betyder “ under Herrens varetægt”, og samtidig “på vagt for herren”. Heraf navnet Herrnhutterne.

Grev Zinzendorf blev den fornyede brødrekirkes overhoved. Han døde den 9. Maj 1760. Herrnhutterne anlagde menighedsbyer i mange lande, og blev en international missionerende kirke.

I 1766 blev Christian Vll konge af Danmark. Struense var kongens livlæge, intelligent og energisk. Han blev i 1771 kabinetsminister. Han var meget interesseret i handel, håndværk og industri. Herrnhutterne var dygtige håndværkere og handelsorganisatorer, og Struense havde brug for dem og fik gjort kongen interesseret.

Johannes Prætorius, der senere blev Christiansfelds første præst, var sammen med lederen af det danske diasporaarbejde Jonathan de Briant med til at vælge stedet, hvor byen skulle grundlægges. Prætorius beså forskellige godser og endte den 22. September 1771 på Tyrstrupgård, som dagen efter skulle på aktion. Han købte gården for 1041 rigsdaler.

Kong Christian den 7. underskrev den 10. august 1772 på Frederiksborg slot koncessionen ( bevillingen ), som gav Brødremenigheden tilladelse til at anlægge en menighedsby på Tyrstrupgårds jorder.

En byplan blev lagt efter samme mønster som menighedsbyerne i andre lande. Byen anlagdes med to parallelle gader forbundet ved en kvadratisk plads, kirkepladsen, omkring hvilken de vigtigste bygninger er placeret.

At byen blev opkaldt efter monarken er forståeligt. Byen blev anlagt på kongens bud, og den kongelige koncession var sandelig kongelig. Lidt af det, den indeholdt, var fri religionsudøvelse, skattelettelser, toldfrihed, egen domstol, ingen militærtjeneste, ingen laugtvang og ikke mindst kontante beløb af den kongelige kasse til byggeforetagender.

I løbet af de første 10 år blev der investeret 100.000 rigsdaler til byggeforetagender, hvilket efter datidens forhold var ganske imponerende.

Første april 1773 blev grundstenen til de første 4 huse lagt, nemlig grundstenen til “det 1. hus”, som skulle indeholde menighedens første kirkesal, samt de to grundlæggeres privathuse, Lindegade 26 og Lindegade 28, ( præsteboligen og forstanderboligen ) og endelig hotellet, der tjente som gæstgivergård for menighedens venner. De to privathuse samt hotellet stod allerede klar til indflytning i august 1773. Den første kirkesal kunne indvies til Ældstefesten 13. november samme år. Gudsageren, Brødremenighedens kirkegård, påbegyndtes også samme år.

Kirkesalen i “ det 1. hus” blev dog hurtigt for trang, og allerede i 1777 stod hovedfløjen af den nuværende kirkebygning færdig medens de to sidefløje først blev tilbygget i årene 1796 – 1797.

Kirkebygningen er midtpunktet for Christiansfelds gamle bebyggelse. Kirken er både større og højere end Brødremenighedens øvrige bygninger. Desuden er taget belagt med sortglaserede tagsten i modsætning til byens øvrige huse, der har røde tage.

Kirkesalen, der er Danmarks største kirkesal uden bærende søjler, er præget af stor enkelhed. Næsten alt er hvidt, der er sandstrøede gulve af brede douglasgranplanker, hvidmalede bænke, håndsmedede lysekroner som stammer fra 1777.

Kirkesalen kan rumme ca. 1000 mennesker. Det er dog kun til de store højtider som juleaften m.m. kirkesalen fyldes.

Der findes ikke noget alter i kirkesalen, men derimod et liturgibord, hvorfra præsten leder gudstjenesten og forvalter sakramenterne.

I 1774 byggedes Brødrehuset, i 1776 Søstrehuset og i 1779 Enkehuset.

Kor: Brødremenigheden opdelte medlemmerne i kor. Ugifte brødre, ugifte søstre og enker boede i de 3 korhuse, Brødrehus, Søstrehus og Enkehus.

Korhusene blev ledet af brødre og søstre i menigheden og de havde en form for økonomisk selvstyre. Korhusene var indrettede med korsal ( kirkesal ), som blev brugt til den daglige andagt, sovesal og spisesal. Til korhusene hørte også lidt landbrug samt store smukke haver med lysthuse.

I søstrehuset blev unge piger oplært i sprog og kvindelige sysler som håndarbejde og husholdning. I Søstrehuset drev man endvidere vaskeri, væveri, spinderi og strikkeri.

I Brødrehuset fandtes der forskellige værksteder, bl.a. snedkeri, bødkeri og bageri. Her fik de ugifte brødre deres uddannelse. I dag er der almindelig beboelse i huset.

Enkehuset blev som navnet siger beboet af enker og enlige kvinder. Brødremenigheden havde allerede dengang en social forsorg, der minder om den, vi kender fra det offentlige i vore dage. I dag er der indrettet familielejligheder i hovedfløjen. I sidefløjen er der indrettet museum, hvor bl. a. Brødremenighedens samlinger findes.

Kostskoler: I 1784 byggedes en kostskole for piger og 4 år senere en kostskole for drenge. Disse skoler fik snart et godt ry og besøgtes af elever fra mange lande. Skolerne benyttede Amos Comenius’ pædagogiske tanker.

Pigeskolen rummer i dag kommunens bibliotek og musikskole. Drengeskolen er i dag en del af Christiansfeld skole.

Brødrene var flittige og dygtige håndværkere, handelsfolk og industrifolk. I løbet af få år skabtes en betydelig håndværks- og fabriksvirksomhed. Nogle af de første erhverv var bl. a. hotelvirksomhed, lysestøberi, farveri, cigar-og tobaksfabrik, klaverfabrik, rebslageri, hattemageri, trykkeri, bogbinderi, honningkagebageri. Af disse mange erhverv ejes honningkagebageriet, hotellet og kakkelovnsfirmaet stadig af Brødremenigheden.

I det europæiske Bygningsfredningsår 1975 fik Christiansfeld prædikatet ” særdeles bevaringsværdig “, idet byens centrum i dag står uberørt af nyere bygningsformer, nøjagtigt som omkring år 1800, da korhusene var færdigopførte. 36 af husene er fredede.